Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk
HAMMERSHØJ OG OMEGN – Tegningerne er udarbejdet, projektet er afleveret, og nu begynder ventetiden for de lokale kræfter bag Højdepunktet i Hammershøj.
Efter måneders arbejde med at omsætte visionerne til et konkret skitseprojekt er den snart 50 år gamle idrætshal rykket et skridt nærmere den ombygning, som skal gøre den til et moderne mødested for Hammershøj og de omkringliggende landsbyer.
– Projektet er blevet til i samarbejde med Elkiær + Ebbeskov arkitekter efter et intenst og spændende udviklingsforløb, fortæller Lars Munkholm, formand for Højdepunktets bestyrelse.
Dermed er endnu en milepæl nået i arbejdet, der har været igang siden 2019. Nu retter bestyrelsen blikket mod januar 2027.
– Nu krydser vi fingre og glæder os til januar, hvor det offentliggøres, hvilke tre projekter der udvælges som fyrtårnsprojekter og dermed modtager en bevilling på op til 10 millioner kroner, siger Lars Munkholm.
Et mødested for hele lokalområdet
Hammershøj Hallen blev i begyndelsen af 2026 udvalgt til udviklingsforløbet under kampagnen ”Idrætshaller til tiden”, som Danmarks Idrætsforbund og Lokale og Anlægsfonden står bag.
Ni haller er nu med i opløbet om den store støtte. For Hammershøj har forløbet samtidig været en mulighed for at få nye øjne på, hvordan områdets faciliteter kan bruges bedre og af flere.
Visionen for Højdepunktet er at samle områdets idrætsfaciliteter og brugere på færre kvadratmeter, men med bedre og mere tidssvarende rammer. Stedet skal rumme både idræt, kultur og fællesskab og være et naturligt samlingspunkt på tværs af alder og interesser.
– Vi har været i gang med projektet siden 2019, men det sidste halve år har givet os andre og spændende vinkler på, hvordan man laver idrætsfaciliteter i mindre byer, fortæller Lars Munkholm.
Skitseprojektet er udviklet af Elkiær + Ebbeskov Arkitekter i tæt samarbejde med den lokale projektgruppe og med inddragelse af kommende brugere.
Konkret foreslår projektet blandt andet en ny ankomstområde og plads ved hallen, ny udnyttelse af vægge og kvadratmeter samt en række nye åbninger i hallens murværk i alle retninger, så der bliver større udveksling mellem inde og ude. Målet er at hallen skal fremstå åben og imødekommende og stille attraktive rammer til rådighed for områdets idræts- og kulturfaciliteter, lyder det i beskrivelsen.
Målet er en åben og imødekommende hal, hvor fleksible rammer gør det muligt at bruge faciliteterne til flere formål året rundt. Håbet er samtidig, at Højdepunktet kan styrke sundhed og trivsel og gøre området attraktivt for nye borgere.
Lokale bidrag nærmer sig halvvejen
Sideløbende med udviklingsarbejdet har borgere, virksomheder og frivillige arbejdet på at skaffe den lokale del af finansieringen.
Indtil videre er der indsamlet godt og vel halvanden million kroner. Dermed nærmer indsamlingen sig halvvejen mod målet på 3,2 millioner kroner, som er målet for at modtage et tilsvarende beløb fra Viborg Kommune.
De indsamlede midler kommer blandt andet fra salg af mursten, som Hammershøj Teglværk har sponsoreret, og fra donationer fra private og det lokale erhvervsliv. Et aktivitetsudvalg har desuden skabt indtægter gennem forskellige arrangementer.
Nu skal der igen mere gang i den del af arbejdet.
– Arbejdet har stået lidt stille, mens vi har knoklet med skitseprojektet, så det skal vi have skruet op for igen, fortæller Lars Munkholm.
Ny Højdemiddag og møde med erhvervslivet
Blandt de planlagte aktiviteter er endnu en Højdemiddag med god mad og vine. Sidste gang gav arrangementet et overskud på 30.000 kroner.
– Derudover arbejder vi på at arrangere et sponsormøde for erhvervsdrivende. Det bliver nok i februar næste år, fortæller Lars Munkholm.
Selv om meget nu afhænger af afgørelsen i januar, behøver et afslag ikke sætte punktum for projektet. De deltagende haller kan fortsat søge støtte hos Lokale og Anlægsfonden på almindelige vilkår.
– Vi er stolte af det projekt, vi har fået skabt sammen, og uanset hvad januar bringer, er vi glade for at være nået hertil. Men selvfølgelig håber vi på, at Højdepunktet bliver ét af de tre fyrtårnsprojekter, fastslår formanden.
